Arrangementer og nyheder

Vangsgaards Universitet

Er du nysgerrig? Bliv klog som en bog!

Kom og vær med, når Vangsgaards Universitet åbner op for en lystvandring i et univers af viden. I Vangsgaards Antikvariat hungrer vi altid efter at lære mere, og derfor arrangerer vi nu en række af små forelæsninger om alt mellem sorte huller og sorten muld
Ved du alt om et emne? Er du god til at formidle? Eller kender du nogen, som er ekspert på sit område? Og hvad vil du høre mere om?
Vi er altid på udkig efter emner og forelæsere og opretter derfor en forslagskasse, hvor du har mulighed for at komme med gode idéer.


I nærmeste fremtid åbner vi dørene for en række spændende og meget forskellige forelæsere:


AFLYST PGA COVID-19! Den poetiske Edda – Rolf Stavnem. Torsdag d. 19. marts kl. 18.15.

Den poetiske Edda er uden tvivl en af vore vigtigste kilder til nordisk mytologi og vikingetidens tankegods og fortælleformer. Den er spækket med drama, poesi og groteske optrin, der har efterladt sig markante spor i kunst og popkultur, deriblandt Tolkiens Hobitten og TV-serien The Vikings. Rolf Stavnem har oversat og kommenteret nyoversættelsen og vil i aftenens forelæsning fortælle om sit arbejde med teksten.


”AFLYST PGA. COVID-19! For Danmarks frihed” – Mikkel Plannthin. Torsdag d. 26. marts kl 18.15.

Flere end 250 danskere gjorde under 2. verdenskrig tjeneste i de allierede luftvåben. Fra Europa over Nordafrika, Mellemøsten, Indien og Burma til New Guinea, Australien og Japan var der danskere i luften og på jorden. Mikkel Plannthin har i snart 20 år kortlagt danskernes indsats og fortæller med udgangspunkt i sin bog ”For Danmarks frihed” om den danske deltagelse, der talte flere end 3.000 operative togter.


AFLYST PGA. COVID-19! Dansk bogdesign og bogkultur – Henrik Sejerkilde & Felix Rothstein. Torsdag d. 2. april kl. 18.15.

Interessen og den æstetiske sans har de tilfælles. Sejerkilde og Rothstein sværmer begge for det tyvende århundredes bogkunst og vil denne aften i en løssluppen samtale gøre os klogere på og endnu mere forelskede i samme.


Der er intet foruroligende for Danmark – Steen Andersen. Torsdag d. 16. april kl. 18.15.

Besættelsen af Danmark den 9. april 1940 er en af de mest traumatiske begivenheder i Danmarkshistorien, og allerede få timer efter den næsten kampløse overgivelse begyndte diskussionen om ansvaret for begivenhederne. Aftenens forelæsning vil belyse den daværende regerings opfattelse i et længere tidsperspektiv begyndende i april 1939 henover udviklingen af trusselsopfattelsen efter krigsudbruddet i september samme frem til den fatale dag i april 1940. For regeringen blev tiden præget af en altopslugende diplomatisk kamp for at holde Danmark ude af konflikten. Forelæsningen tager udgangspunkt i Steen Andersens nye bog.


Forlaget Atalante og digtningen i romersk kejsertid – Forlaget Atalante. Torsdag d. 23. april kl. 18.15.

Forlaget Atalante udgiver oversættelser af græske og romerske forfattere. Denne aften vil de fortælle os om deres unikke profil og arbejdet med udgivelserne. Derefter præsenterer to oversættere, Morten Skou Andersen og Sebastian Maskell Andersen, deres oversættelser af Statius og Seneca, og fortæller om digtning under de romerske kejsere.


Reformationen i Danmark - Morten Fink-Jensen. Torsdag d. 30. april kl. 18.15.

Reformationen var en afgørende begivenhed i Danmarks historie. Den rykkede ved landets politiske magtfordeling og kom til at præge den religiøse og kulturelle udvikling. Derfor er reformationens historie stadig aktuel. Morten Fink-Jensen vil i aftenens forelæsning fortælle om den dramatiske optakt til 1536 med både borgerkrigen Grevens Fejde og statskup. Dels ønskede en stor del af befolkningen ikke en reformation, dels var tilhængerne uenige om, hvordan den skulle udmøntes.


Adgangen er ganske gratis, og vi byder på et glas vin, vand eller øl.

Vel mødt til forelæsningerne i Vangsgaards Antikvariat, Fiolstræde 34-36!


Udsalget på Kultorvet

Bogudsalget på Kulturvet er desværre lukket, da huset skal bygges om. Vi leder efter nye lokaler. Følg med her på www.vangsgaards.dk, Facebook og i antikvariatet.

Tak til alle vores trofaste og glade kunder. Vi ses i Fiolstræde i antikvariatet, som lever i bedste velgående.


Pressemeddelelser

23. marts 2018:

Stockholm 1520: ”Først halshuggede de bispen af Skara, derpå bispen af Strängnäs og 120 andre. Jeg, Olaus Magnus, så det hele med allerstørste rædsel...”

Den eneste eksisterende egenhændige øjenvidneberetning om Det stockholmske Blodbad, i et enestående eksemplar af Saxos Danmarkskrønike, overgår nu til Kungliga Biblioteket i Stockholm gennem to københavnske antikvariater.

Herman H J Lynge & Søn og Vangsgaards Antikvariat i København har i fællesskab solgt et unikt klenodie i både dansk og svensk historie til Kungliga Biblioteket i Stockholm: Et eksemplar af den første trykte udgave af Saxos Danmarkskrønike fra 1514 med en helt særlig historie.

Bogen er allerede i 1519 givet til Birgittinerordenens stiftelse i Rom af den svenske historiker Johannes Magnus og er siden benyttet af både ham og hans bror, den banebrydende svenske kulturhistoriker Olaus Magnus, i henholdsvis den første store Sverigeshistorie fra 1554 (af Johannes Magnus) og i storværket om de nordiske folks historie, som Olaus Magnus udsendte i Rom i 1555. De to brødre, der reelt grundlagde Sveriges historieskrivning, var katolikker og opnåede begge at være svensk ærkebiskop. Begge levede i eksil i Rom efter Gustav Vasas indførelse af reformationen i Sverige.

Med bogen kommer man med ind i begge brødres studerekammer og kan side for side følge især Olaus Magnus' brug af Saxos stof. Bogen er fyldt med håndskrevne noter og kommentarer, som kan forbindes med Olaus Magnus' værk, der i århundreder blev det øvrige Europas væsentligste kilde til, hvordan folk i Norden lever.

Som noget helt sensationelt har Olaus Magnus bag i bogen tilføjet en lang række historiske notater, som rummer hans egne erindringer om hans voldsomme tid. Som det første fortæller han om, hvordan han i november 1520 overværede Det Stockholmske Blodbad, hvor han med egne øjne så henrettelserne på Stortorget i Stockholm af to svenske bisper samt 120 adelsmænd og borgere.

Bogen er et unikt stykke dokumentation af et dramatisk højdepunkt i Nordens historie og viser, hvordan fælles nordisk stof bevæger sig fra dansk historie ind i den svenske historieskrivning. Helt konkret viser bogens sider, hvordan Sveriges to vigtigste 1500-tals-forfattere arbejdede med deres kilder.

Der eksisterer ikke andre egenhændige øjenvidneberetninger om Blodbadet i Stockholm, og bogen er derfor også et stykke skriftligt danefæ. Kulturværdiudvalget har dog givet tilladelse til, at dette enestående og sensationelle dokument overgår til Sverige.

Salget sker i samarbejde mellem Danmarks to største antikvariater: Herman H J Lynge & Søn, der ejer bogen, og Vangsgaards Antikvariat, der har stået for udredning og beskrivelse samt selve salget.

Her er links til artikler om den spændende bog:

Weekendavisen den 23.3.2018

My News Desk den 23.3.2018